Pressemeddelelse: 20-årig mediemand bag nyt annoncebureau rettet mod nichemedier

Onsdag 21. august 2013Af Altinget.dk & NICHEHUSET

Bureauet NICHEHUSET vil fokusere på nichemedier. Det nye bureaus første annoncesalgsopgave bliver at varetage al annoncesalg for netavisen Altinget.dk.


Altinget.dk har i dag udliciteret sit annoncesalg til københavnerbureauet NICHEHUSET.

"Vi har de sidste to år oplevet en stor fremgang i vores annoncesalg, både jobmarked og bannerannoncering, og vi har stor tillid til, at Oskar og NICHEHUSET vil vækste videre på Altinget.dk's annoncesalg," siger Mette Rosendahl, vicedirektør på Altinget.dk om samarbejdet.

Bag NICHEHUSET er Oskar Herrik Nielsen (20), som - trods sin unge alder - har baggrund indenfor medieiværksætteri. Han startede i 2008, som blot 14-årig, Ungnyt.dk - Danmarks første netavis for unge. Denne var han redaktør for og udgiver af i tre år, indtil mediehuset CompanYoung købte virksomheden i 2011.

Siden da har Oskar Herrik Nielsens fokus ligget på den kommercielle udvikling og drift af nichemedier på nettet, bl.a. som annonceansvarlig på Altinget.dk.

Ikke CPM
Også NICHEHUSET, der som et af de få annoncebureauer er medlem af brancheorganisationen Danske Medier, ser positivt på fremtiden og går til annoncesalgsopgaven med oprejst pande.

"I en tid, hvor størstedelen af verdens medier - tryk som web - oplever markant fald i annonceindtægterne, viser Altinget.dk sin styrke som nichemedie på nettet med klar fremgang. Netavisens trafik er i fortsat vækst, men trafik er ikke det vigtigste parameter for at sælge nicheannoncer. Det er i kraft af den præcise og unikke målgruppe, at vi og vores mediekunder skiller os ud," siger Oskar Herrik Nielsen, direktør i NICHEHUSET.

Han understreger, at Altinget.dk's annoncepladser fortsat vil blive solgt på ugebasis - til faste priser - da CPM-afregning let kommer til at virke urimelig høj på et medie i den trods alt lavere ende af trafikskalaen.

Næste udfordring for NICHEHUSET bliver at få mediebureauerne til at indrykke i større grad.

Kontakt

Oskar Herrik Nielsen
direktør, NICHEHUSET
Telefon: 35 35 10 10
Mail: oskar@nichehuset.dk
Mette Rosendahl
vicedirektør, Altinget.dk
Telefon: 28 46 34 83
Mail: mette@altinget.dk