Grønlandsk rekrutteringskonference afslørede uenighed om fremtidens arbejdsmarked

Tirsdag 29. maj 2018Af NICHEHUSET

Hvis Grønlands store infrastrukturplaner skal realiseres, og skoleelever og de ældre skal have en bedre velfærdsservice, kræver det rekruttering af kvalificeret arbejdskraft fra udlandet.


Det sagde formand for Demokraterne Randi Vestergaard Evaldsen på en konference afholdt tirsdag på Hotel Hans Egede i Nuuk, hvor det danske annoncebureau NICHEHUSET var vært for de over 100 fremmødte.

"Vi kan ikke klare alting selv. Der er brug for alle, uanset hvor de kommer fra. Om det så er fra Danmark, Norge, Sverige eller Island. Men vi må begynde med at forsøge at få de veluddannede grønlændere, der bor i Danmark, hjem igen", sagde Randi Vestergaard Evaldsen.

Vittus Qujaukitsoq, Naalakkersuisoq for Råstoffer, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender så modsat på det:

"Arbejdsløsheden i Grønland har været faldende i snart fem år. Vi skal styrke grønlændernes kompetencer, så flere kan besætte specialist-stillinger og derigennem øge sammenhængskraften i landet".

Han opfordrede til, at Selvstyret overtager ansvaret for arbejdsmiljøet fra Danmark, en opgave til 10,8 millioner kroner årligt.

Noget som direktøren for Grønlands Erhverv Brian Buus Pedersen erklærede sig imod:

"Den offentlige sektor er i forvejen rigelig stor i forhold til den private, og der er ikke brug for at udvide arbejdsopgaverne. Desuden vil det ikke være muligt at skaffe fornøden kvalificeret arbejdskraft, så længe et politisk flertal er så opsat på at prioritere lokal grønlandsk arbejdskraft".

Konferencens ordstyrer var udgiver af de danske beslutningstagermedier Altinget.dk og Mandag Morgen Rasmus Nielsen.

Formålet med konferencen var at belyse mulighederne for udveksling af specialiseret arbejdskraft mellem Grønland og Danmark ved brug af intelligent jobannoncering i nichemedier.