Altinget lancerer sponsoreret indhold

Mandag 5. marts 2018Af Irene Catharine Seedorff

Det politiske Danmark får et nyt talerør.


Altinget går i denne uge i luften med sit nye annonceprodukt: sponsoreret indhold. Dette, som et kommunikationsværktøj, hvor annoncører kan påvirke landets beslutningstagere gennem artikler.

“Om tiden er løbet fra de traditionelle annonceformater, er endnu for tidligt at sige. Men hævet over enhver tvivl er, at annoncørerne i stigende grad efterspørger at kunne påvirke beslutningstagerne direkte med egetproduceret kvalitetsindhold. Det er sponsoreret indhold, Altingets beskedne bud på," siger Oskar Herrik Nielsen, direktør i NICHEHUSET.

Produktet, som ved sin lancering bl.a. har Landbrug & Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd, Deloitte og Billund Lufthavn på listen, sælges både stykvis og i abonnement. Det henvender sig til aktører, der gerne vil påvirke landets politiske beslutningstagere, samt virksomheder, der gerne vil levere til den offentlige sektor.

Annoncørerne når med sponsoreret indhold brugerne både på Altinget.dk, i nyhedsbrevene og gennem Altingets fagportaler.

Formålet er - udover at samle det mest relevante indhold fra kommunikationsafdelinger og bureauer i det politiske Danmark - at skabe en ny indtægtsstrøm, der skal øge Altingets gratistilgængelige, uafhængige politiske journalistik.

“Det skal fortsat være klart for enhver - uanset hvor og hvornår man bruger Altinget - hvad der er tale om journalistik, og hvad der er tale om annoncer. Troværdighed og klarhed om afsender er i både annoncørernes og i vores interesse," understreger Oskar Herrik Nielsen, som sammen med Altinget har valgt en utvetydig mærkning af sponsoreret indhold.

Altinget, som er Danmarks største politiske medie, havde ifølge Dansk Online Index i januar 2018 512.789 brugere, 1.120.409 besøg og 1.919.305 sidevisninger.

Produktet er det fjerde i rækken fra NICHEHUSET efter bannerannoncer, jobannoncer og magasinannoncer.