Altinget fik trafikvækst ved kommunalvalget

Mandag 27. november 2017Af Oskar Herrik Nielsen

Mange danskere fulgte kommunal- og regionsrådsvalget online sent ud på aftenen og natten.


Altinget og de lokale dagblades onlinemedier oplevede en kraftig vækst på valgaftenen tirsdag og natten og formiddagen derefter.

Det viser en opgørelse over antal brugere, som Danske Medier Research har foretaget på grundlag af tal fra Dansk Online Index.

Flest brugere på dagen for valget havde dr.dk og tv2.dk, begge med lige i underkanten af 800.000 brugere i løbet af 21. november, en stigning på henholdsvis 31 pct. og 44 pct. sammenlignet med tirsdag ugen før.

Størst vækst havde Altinget.dk, der med knap 170.000 brugere mere end fordoblede antal brugere i forhold til en uge før. Mediet stod bag en meget brugt kandidattest og på valgdagen en formidling af resultater.

Også de store regionale nyhedshuse trækker brugere - fyens.dk, sn.dk, jv.dk, og nordjyske.dk var i top 15 på valgdagen.